Hej igen,

Så er der gået to uger siden jeg landede i Danmark... I Lille, våde, kolde Danmark... Og hvor er det rart at være her. At se min Familie igen, at være sammen med  vennerne. Jeg har prøvet at finde en godt måde at komme i form igen og planlægger allerede den næste rejse ;) Hvor den går hen er jeg dog ikke helt sikker på endnu.... Der er masser af muligheder, så det bliver vel bare den billigste billet... 

Men med de to uger passeret, er jeg begyndt at vende mig tilværelsen igen. Og det får mig til at savne livet i Brasilien og så sent som i dag, kiggede jeg på flypriser tilbage til mit elskede Aracaju, mine familier og venner. 

Når jeg tænker tilbage på det hele, virker det som en drøm. Fyldt med både gode og knap så gode oplevelser. Jeg har mødt forskellige, men fantastiske mennesker fra hele verden, som jeg savner mere end noget andet, jeg har fået mit hjerte knust på flere måder end én, jeg har lært hvad kærlighed virkelig er, jeg har set ting der har og vil ændre mit liv, og dette er alt sammen oplevelser jeg vil snakke om igen og igen, og I vil alle sammen blive pisse trætte af det.

En del af mig er i Brasilien og det er del af mig, som jeg vil føle mig tom uden og jeg vil kun føle mig hel når jeg rejser "hjem". Det er prisen man betaler for at få sådan et eventyr som det jeg har fået, men jeg ved med sikkerhed, at der er masser af eventyr der venter på mig. En tur til Malaga er ikke langt væk, hvis tingene går som de skal, Braslien næste sommer og Australien sommeren 2017. Nogen der vil med? 

Noget andet jeg har lært, er at verden ikke er så stor og styg som den lige umiddelbart ser ud til. Bare husk at en fremmed, er en ven du endnu ikke har mødt. Hvis du har brug for hjælp er det ikke sværer at spørger. Der var en der sagde noget til mig inden jeg rejste, som er værd en tanke; "Verden er rund, så vi ses derude,"

Der er ikke andre veje at gå end fremad, og det er bestemt også min plan. For livet er det største eventyr, du skal bare selv skrive det.

Nogle mennesker har kun én eller slet ingen familie. Jeg er blevet velsignet med en biologisk, tre som var fremmede for mig for et år siden, og ikke mindst; Jeg har en familie, som er spredt ud over hele verden. Jeg har et hjem i hver eneste land. Så for mig, er "hjemme" mere en følelse end et sted. Tak for et fantastisk år, tak fordi I har fulgt med og tak fordi I stadig gør. Der kommer sikkert mange flere anledninger, hvor i vi klikke ind på denne side.

Jeg kommer til at se dem alle sammen igen, Jeg kommer til at se dem 'På den anden side´

En gang en udvekslings student, altid en udvekslings student. 

Knus 

Camilla

Hej Alle sammen!

Nu nærmer min hjemrejse sig med hastige skridt. Nu havde jeg mig lige en stille stund, så jeg tænkte at jeg ville smide en opdatering. Med kun tre dage tilbage er der masser at lave; pakke taskerne, mødes med mine gamle familier, købe ind og stadig nå at få søvn... den sidste del går ikke særligt godt... men det er en historie til en anden gang hahah.

I mandags rejste den sidste student hjem, hvilket bedtyder at jeg er den sidste tilbage. Last woman standing. Hvilket er lidt trist, fordi jeg er den sidste tilbage og alle mine venner er ude og rejse, fordi der er skoleferie lige nu... Så jeg er ret alene lige pt. Man kan så sige at jeg har tid til at ses med mine værtsfamilier og få sagt ordentligt farvel til dem. Jeg har også haft tid til en masse andet, som at reflektere lidt over mit år her, hvad det betyder at skulle hjem igen osv... 

Og selvom det er slut, kan jeg altid komme tilbage. Godt nok rejser jeg hjem og jorden vil stadig surre rundt. Ogå i Brasilien. Så tingene vil også ændre sig her, præcis som jeg forventer de også har derhjemme. Jeg retter lige mig selv: Jeg skrev "farvel" tidligere i opslaget, men det er ikke farvel. Farvel er det ord du bruger når det er permanent. Forevigt. Jeg er kun væk i et kort stykke tid, et par år maksium. 

Og med gymnasiet at komme tilbage til, går "et par år" hurtigt. Det glemte jeg måske at nævne? jeg kom in på mit gamle gymnasium igen! og i min ønske klasse! Spansk, Engelsk og Samfundsfag! Jeg glæder mig heeeeeeeelt vildt meget!

Men tilbage på sporet; Jeg kommer til at savne Brasilien. Mit liv her, mine venner, min familie og ikke mindst udvekslings studenterne. Fordi uden dem, ville dette år været så anderledes, sværer at komme igennem. Det værste er, at lige meget hvor meget alle andre vil prøve at forstå det savn og den tristhed, vil de aldrig kunne. Medmindre de selv har været ude og rejse på samme måde som mig. For det bånd man får med udvekslings studenter er helt anderledes fra det bånd du har med dine venner. De bliver nemlig ikke kun dine venner, men de bliver din familie. De er mennesker du måske aldrig ville være venner med derhjemme, men fordi situationen er som den er, fordi de forstår præcist hvad du går igennem og de er der for dig. Fordi de ved at du er der for dem. Jeg ved at jeg kommer til at se dem igen, men jeg ved ikke hvornår... Det samme gælder for alle mine værtsfamilier, som hver især har været med til at gør dette år uforglemmeligt. Carmen som tog mig med ud og rejse. Som gav mig mit første indtryk af dette fantastiske land, som hjalp mig igennem den sværeste den af overgangs fasen og sprogbarrierene. Ana Paula og Flavio, som gav mig følelsen af en rigtig familie, med mor, far og børn. Som tog mig på to ugers ophold i sommerhus. De gav mig en lillesøster, som måske er et af de underligste, men sødeste menneke jeg har mødt. Rosa og Cleveton, som tog mig på familie ferie, med alt betalt, tog sig af mig da jeg var syg med mave-infektion og tvang mig til at lave noget hele tiden, sådan så jeg ikke spildte mit år. Alle tre familier var HELT forskellige, men de havde alle sammen det tilfældes, at de ville gøre mit år vidunderligt. Og de lykkedes dem også.... og det er der bliver trist. Fordi hvornår kommer jeg til at se min anden familie igen?? om et år? om tre? fem? 

Der er nu 46 timer til at jeg lander i KBH og jeg kan ikke helt forstå. Jeg har det samme sug i maven som jeg havde da jeg skulle rejse hertil, samme nervøsitet i kroppen og en smule stress i sindet. Forvirring optager det meste af mit hoved; hvordan skal jeg føle? hvad skal der ske? Hvor er min tandbørste? og mange andre filosofiske spørgsmål som disse... eller noget.. 

Jeg har lært så mange ting i år... om mig selv og verden omkring mig... Jeg har foreksempel lært at kærlighed ikke nødvendigvis er bundet af blod, eller en kæreste... Det er så meget mere. Det er mennesker som støtter dig lige meget hvad, også selvom det er noget de måske ikke selv ville gøre. Det er dem der gør de der små ting for dig, som at kører dig til centeret, så du ikke skal gå eller spilde tid på en taxa, eller betaler din øl, bare fordi de havde de lyst til. Det er de der små øjeblikke, som ingen andre vil forstå betyder noget, men man ikke ville bytte for noget i verden, som dengang man sad på køkkengulvet i sin venindes værtsfamilies hus, klokken 7 om morgenen, pløre fulde og spiste mikroovns varmede ris i fine kjoler. Eller den gang man var ved at dø af kløe, fordi man havde 80 myggestik på benene, da man faldt i søvn udefor i en hængekøje sammen med sin bedste ven. Elller den dag hvor din veninde fra Argentina krammer dig tæt og siger, at man ikke må rejse hjem, fordi udveksling ikke vil være det samme. Kærlighed er når en familie åbner deres hjem for en vildt fremmed, fra et andet land og ikke taler sproget 100% 
Jeg vil ikke bytte de erfaringer og oplevelser jeg har fået her, for noget i verden. Og jeg kan ikke vente med at fortælle jer om det. 


Vi ses snart, meget snart endda

Vi ses 'På den anden side'

Knus

Camilla

Kære alle sammen,

Nu er der så gået en uge siden jeg kom hjem fra den internationale Rotary konference. Sikker en tur det var! 

Til at starte ud med vil jeg gerne have lov til at understrege, at jeg nok underdrev min forklaring af konferencen i et tidligere opslag. Jeg mener jeg nævnte at folk fra hele verden ville være der. Hvilket også var sandt nok. Men jeg glemte vist nok at nævne hvor mange mennesker... det var 20.000 mennesker! og det er ikke bare folk der syntes det kunne være sjovt at komme. Nej, alle de højt stående Rotary medlemmer var der. Den Brasilianske rotary guvernør, Guvernører fra hele verden hvis det skal være rigtigt og rotary international Præsidenten, altså højere kan du ikke komme end det... Nævnte jeg at jeg blev valgt til at deltage i åbnings ceremonien? Ikke at jeg skulle sige noget, men at skulle stå på en scene foran så mange, vigtige mennesker, det er ikke lige så nemt som man måske skulle tro. Men lad os komme til sagen,

Jeg ankom torsdag formiddag klokken 11. I lufthavnen blev jeg mødt af en af guiderne fra BeloBrasil, sammen skulle vi vente en time på tre andre piger, så vi kunne dele en taxa til hotellet, fordi det ville være AALT for dyrt alene. 

Mens vi ventede tog vi på Startbucks og HOLD DA OP! det var godt, hahah. Gal jeg har savner Chai Latte. Der sad vi og ventede i ca. 40 minutter. Hvorefter vi gik ned for at møde den først pige. Hende kendte jeg godt i forvejen, da hun kom fra min by. Michaela fandt hurtigt ud af at jeg havde været på Starbucks og fik mig trukket med. Så endnu en kop kaffe til mig. Efter tyve minutter fik vi selskab af de to andre piger, en fra USA og en fra Frankrig. Der sad vi så. Fire "Gringas" og drak kaffe. Da vi endelig fik tømt kopperne, fandt vi os en taxa og tog ellers videre til hotellet. 

Efter en times køretur, ankom vi på hotellet. Lækkert sted forresten. Vi blev tjekket ind og værelserne var rigtig flotte. Som den første person til at ankomme, fik jeg den luksus at kunne vælge min seng. Først til mølle og alt det der ;) 

Efterfølgende tog jeg ned i lobbyen igen og der sad allerede en god håndfuld udvekslings studenter. Godt nok ikke med BeloBrasil, de var der bare for at se dem der var. Mødes med venner osv. Vi kender jo alle sammen hinanden på den eller den anden måde. Jeg endte med at sidde og snakke med pigen Cindy, fra Taiwan. Vi kom rigtig godt ud af den med hinanden og endte med at snakke sammen i ca. 2 timer. Inden vi havde set os om, var lobbyen fyldt med mennesker fra hele verden. Masser af nye mennesker, og en HELT masse jeg allerede kendte. Og rigtig mange danskere. 13! Der blev fyret jokes af, "hygget" og snakket dansk, selvfølgelig. Det var dejligt. Jeg mødte en super sød Meixcaner, som jeg blev rigtig glad for og det var rigtig svært at sige farvel til ham. Mest fordi jeg ikke kommer til at se ham før jeg resjer hjem... Mexico - Danmark, en svær mix. Dog holder vi stadig kontakten og snakker næsten hver dag. 

Der skete faktisk ikke så meget mere den dag. Jeg endte med at sove på min venindes værelse, fordi min værelses kammerat ikke ankom før dagen efter. Og fordi min mobil ikke er som den har været, virker min alarm ikke længere på den. Så jeg sov på min "nabos" sofa. 

Fredag vågende vi op klokken 6:45, fordi vores city tour startede klokken 8. Jeg gik tilbage til mit værelse og gjorde mig klar; Tog bad, skiftede tøj osv... I fatter pointen. 20 minutter inden jeg var klar til at gå, bankede det på døren. Det viste sig at være min roomie. Brooke, skyndte sig i bad og at blev færdig hurtigt, men ikke helt hurtigt nok. For vi nåede ikke at få morgenmad. Det var sådan set fint nok (på det tidspunkt) fordi jeg er alligevel aldrig sulten så tideligt. 

vi kom ombord på busserne og vi brugte næsten1½ time på transport, fordi trafikken i São Paulo. Er sindssyg. Sådan er det altid, skal jeg nok lige nævne.

Men altså, planen var at vi skulle på museet for Brasiliansk fodbold historie. Det var faktisk ret spændende. Også for os som på ingen måde er interesserede i fodbold. Det var hvordan fodbold blev opfundet, de mange versioner af spillet, der siden er blevet dannet, hvordan boldene og støvlerne har ændret sig gennem tiden osv osv… Selve museet var i et stadion, som ma også godt kunne komme ind og se.

Efterfølgende var vi på museet for det portugisiske sprog. Hvordan det blev dannet, hvor dets rødder stammer fra, hvilke sprog der er blandet sammen; Spansk, latin og engelsk. Eller noget i den retning. Og det var lige så kedeligt som det lyder. Jeg vil ikke lyve, det var forfærdeligt. Jeg synes virkelig det var spild af tid og penge…

Vi skulle rigtig havet spist frokost på et marked, men fordi jeg og ca. syv andre var med i åbnings showet, blev i hevet over i en anden bus, lige så snart vi stod ud af den anden. Vi blev kørt til konferencen. Så ingen frokost til mig… og der var jeg ved at blive sulten. Til jeres information, fik jeg ikke mad før klokken 20:30 samme aften…

Men det gik godt. Vi var en god omgang studenter, som deltog. Den del af showet vi skulle være del af var flag paraden. Alle de repræsenterede landes flag skulle bæres ind over scenen. Jeg havde Anantika, Frankrig, Marokko og Tonga. Da jeg skulle ind med det Franske flag, skulle jeg stå der i næsten to minutter, fordi alle de franske små øer også skulle nævnes.

Hele, eller resten af dagen blev brugt på at øve ceremonien og da vi endelig var færdige, omkring klokken 18, var jeg RIGTIG sulten. Jeg måtte dog vente to timer endnu før vi skulle spise.

Vi blev hente ved konference centeret af BeloBrasil og tog tilbage til hotellet. Jeg fik slappet af og skiftet tøj, og endelig kunne jeg få noget mad.

Lørdag, var dagen konferencen startede. Det var fantastisk. Det var kæmpe stort, så mange mennesker samlet fra hele verden, på et sted.

Vi ankom klokken 9:30 om morgenen, det var helt vildt hvor slem trafikken var. Vi brugt næsten en time på transport. Men allerede da vi ankom, var der masser af mennesker.

Koordinatoren førte os alle sammen backstage og vi gjorde klar til at løbe hele showet igennem. Der var lidt komplikationer, men det er vel uundgåeligt.

Omkring klokken 12, var vi færdige med at øve og der var det to timer til ”tæppe”.

Vi fordrev tiden med at spise frokost og hygge snakkede bare på kryds og tværs.

Da vi endelig gik i gang, satte nerverne rigtigt ind. Selvom jeg bare skulle stå med flagene, var det stadig nervepirrende. Der var ligesom 20.000 mennesker til at kigge på mig. Vigtige mennesker. Men det gik forrygende og uden problemer.

Da ceremonien var ovre, tilbragte vi et par timer på selve konference pladsen. Vi kiggede på boderne, spiste lidt mad og mødtes med andre studenter, som ikke var der med os. FLERE DANSKERE, Jaaaahe. Her kommer der lige et udråb til Onkel Ejlif! Jeg skulle hilse dig fra Rasmus.

Desværre hentede Belo os klokken 17. Vi tog videre til et shopping center, hvor der var… STARBUCKS!!! Mere kaffe ^^

Direkte fra shopping centeret tog vi på resturent og spiste aftensmad. Vi gik derfra tilbage til hotellet. Jeg valgte at gå tideligt i seng, da jeg skulle op klokken 5:30 næste morgen.

Mit fly lettede klokken 8:30 og landede i Brasilia klokken 10:10, mere eller mindre. Jeg tilbragte 4 timer i lugthavnen. Jeg så på det som lidt forberedelse til min hjemrejse om små 3 uger. Fordi der skal jeg tilbringe 12 timer i São Paulo lufthavn. OG jeg missede næsten mit fly videre derfra, fordi gaten blev ændret og jeg så det ikke. Men jeg nåede det.

Jeg ankom i Aracaju klokken 17:00 og jeg var godt træt. Jeg sov resten af dagen og indtil midt-formiddag.

Så alt i alt, var det en fed tur. Endnu en fantastisk oplevelse at putte i huskebogen.

Nu er jeg 40 minutter forsinket, men her kommer den alligevel:

Kæmpe stort tillykke med fødselsdagen til min Dejlige Farmor og Fætter Tobias. Håber i havde jer en god dag og at i blev fejret helt på til skyerne. KÆMPE HURRA herfra. Eller som vi siger her: Parabens, felizidade para voces. Beijos.

Vi ses ’På den anden siden’

Kæmpe Knus

Camilla

Kære alle sammen!

Så nu fik jeg ENDELIG taget mig sammen til at skrive et blogindlæg om min tur til Amazon junglen. BRACE YOURSELF! For der er masser at læse om…

Det var en fantastisk tur, et kæmpe eventyr, en oplevelse jeg vil leve højt på resten af livet og en rejse der har ændret mit liv. Dog er ingen eventyr uden forhindringer. Men lad os komme til sagen, for i kommer ikke til at mangle nogle detaljer what so ever.

Så som sagt har alle eventyr sine forhindringer. Mit eventyr startede ud med en stor en. Så lad os springe "Der var engang"-delen over. Introen har alligevel altid været den del af et eventyr jeg hadede mest. Men altså: Flybilletten blev ændret og selvskabet ville have mig til at købe en ekstra nat på et 5-stjernet hotel. Hvis man kender mig bare en lille smule, ved man at finder jeg mig ikke i det og skriver til min rejse agent. Hun fortalte mig tidligere, at alle former for ændringer i min rejse er selskabet ansvarlige for og derfor burde det inkludere en hotelovernatning. Jeg fik til sidst min vilje og så tog jeg ellers af sted med min kuffert i skinnede plastik, på den hvide flyver. 

Efter en 10 timers lang rejse, ankom jeg og to andre udvekslings studenter til byen Manaus, klokken 2 om natten lørdag den 18. april... Rejse selskabet mødte os der og eskorterede os til hotellet. vi blev indlogeret og intet andet skete den aften. 

Den 18. til den 20. april skete der så mange ting. En masse nye mennesker, nye venner og gamle venner. Henover eftermiddagen den 18., ankom de andre 67 udvekslings studenter. Hele kavaleriet ankom på en gang og det var vildt forvirrende. Men det var rigtig godt at se nogle nye ansigter. Tag ikke fejl, jeg holder rigtig meget af studenterne fra min egen by, men vi er sammen hele tiden, så friske ansigter er altid velkomne. Især den danske slags. Og der var, inkl. mig, ti af slagsen. Ud over dem, var der en hel masse mennesker som også kom fra NORBREX-distriktet, som er mit distrikt. Det er kæmpe stort og udgør hele Nordbrasilien. Af den grund ser jeg ikke dem ikke så tit. Så det meste af dagen gik med indtjekning og genforeninger. Samme aften var der orienterings møde, med de ansvarlige, rejse guiderne osv. 

Søndag morgen tjekkede vi ud... 70 mennesker på en gang, forstil jer lige et kaos det var. Nå men, med det overstået, blev vi send videre på vores eventyr. Og vi endte op på et marked, hvor der blev solgt alt fra fisk og krabber til panfløjter.

Videre gik turen så til det næste hotel. Ikke lige så fancy som det første… overhovedet. Vi boede i små hyggelige, hytter uden aircondition, men man kan jo ikke få det hele. Ankomsten blev efterfulgt af frokost, som ikke var noget specielt for at være helt ærlig, men det var mad. Kort efter dette, tog vi på en ”lille” gå tur. Samme aften var vi ude og vandre ca. 8 km i junglen. Vi gik ind i en grotte, med flagermus flyvende rundt over vores hoveder og kæmpe edderkopper kravlende på væggene. Da guiden bedte os slukke vores lygter, blev det er rigtigt scenarie fra en gyserfilm. Vandet der dryppede var væggene og ramte det ca. 5 centimeter dybe vand på gulvet, lyden af flagermusene og det faktum at der sad edderkopper på væggene og loftet. Og så synes en af tyskerne at det var sjovt at kører en meget tynd gren over nakken på mig, så det føltes som en edderkop… Da vi endelig fik lov at tænde lyset igen sagde guiden, så længe vi stod i vandet behøvede vi ikke at være bange for edderkopperne. Ja det er nemt at sige… Vi forlod grotten og forsatte med at gå i vand…. Dybere og totalt uklart, fantastisk. Nej, det var en fed oplevelse. Da vi endelig kom tilbage på fast grund, blev vi bedt om at slukke lygterne og holde hinanden i hænderne. Som sagt så gjort. Vi kiggede på himlen og selvom det var svært at se stjerne bag trækronerne, så var de der. Og det var virkelig en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Lyden af junglens dyr, stjernerne der skinnede igennem trætoppene… Det lyder måske ikke så specielt, men det var bare en af de der øjeblikke jeg altid vil huske. Ham der gik foran mig var så optaget af et eller andet, så han glemte at se hvor han guidede mig hen og jeg endte med at rende ind i et træ. Og nej, det er ikke sjovt, så smør grinet af :P

Nå men altså, vi endte i en anden grotte, hvor et vandfald løb ned i midten af det hele. Vi fik lov til at bade under det, selvom mange valgte ikke at gøre det… Dumt hvis I spørger mig, hvor mange gange i livet for man en chance for at bade i et vandfald i Amazonas junglen? Som i nok kan gætte, gjorde jeg det.

Drivende våde og møgbeskidte, gik vi til busserne og kørte tilbage til ”slottet”. Vi fik taget os et bad og gik til aftensmad, hvor vi blev overrasket af en gruppe dansere, som gav os en forestilling af traditionelle stamme danse. Samme aften valgte vi både. Jeg endte på båden ”Jacaré” som betyder krokodille.

Næste dag, samme rutine som med det første hotel. Dog inden vi tjekkede ud, gik vi en tur i skoven. Vi endte op et af de smukkeste steder jeg længe har set. Et kæmpe vandfald løb brusende på min højre side og på min venstre side, var junglen i al dens pragt. Da vi nåede til destinationen, oppede vi i floden… tre meter over vandoverfladen skulle jeg måske lige tilføje… Dog efter ca. 2 timers fjollen rundt, tog vi tilbage til hotellet. Der blev spist frokost, pakket og tjekket ud. Turen gik videre. Denne gang skulle vi bare ikke til et nyt hotel, denne gang gik turen til bådene! Turens højdepunkt.

Vi kom ud på bådene og så gik eventyret ellers rigtigt i gang. Vores første dag på bådene, blev brugt på at lære vores nye ”rommies” at kende og ellers bare slappe af. Vi så hvor de to floder mødtes, Rio Negro og Rio Amazonas. Den ene halvdel sort og den anden, brunlig. Nå, men som sagt skete der ikke meget mere den dag. Vi fik hængt vores hængekøjer op, nævnte jeg det? Vi sov i hængekøjer. Det var måske ikke meget søvn jeg fik i den uges tid jeg var af sted, men jeg sov i det mindste rigtig godt. Plus jeg måtte tage den med hjem efter.

Den 21. april brugte vi det meste af dagen ved at besøge en indianer stamme. Vi blev undervist i deres skikke, vi blev vist rundt og oplevede hvordan en indianer stamme i det enogtyvendeårhundrede fungere. For de har hverken telefoner eller internet. Hvilket var den samme livsstil vi havde mens vi var på bådene. Ingen WIFI, ingen service dækning, hvilket vil sige ingen 3G. Det var ikke et problem, jeg klager ikke. Det var faktisk en befrielse. Ikke at skulle bekymre sig om at skrive med en masse folk, bare at cutte kontakten til omverdenen i en uges tid. Jeg nød i hvert fald turen meget mere ved ikke at kunne SMS folk. Nå, men tilbage til indianer stammen: til slut havde de en masse ting til salg, sådan ting de selv havde lavet. Jeg endte med at købe en kokosnød BH, det er nok spild af penge et eller andet sted, men man er jo kun i Amazonas én gang. Hvornår for jeg chancen for at køb sådan en igen? Hahah….

Samme aften var vi ude og jagte vores maskot… eller i hvert fald min båds maskot, O Jacaré, for at I ikke skal rulle op igen, vi jagtede krokodiller. Ikke på den måde man kunne tro selvfølgelig. Bare for at tage billeder. Det var en meget speciel oplevelse, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal putte ord på det…

Den 22. April, Tog vi til et sted man kalder ’Casa da Farinha’, som er en familie eget farm, eller hvad man nu vil kalde det, hvor man producere korn, som bla. Tapioca og mel. Tapioca er en type mel, som man kan stege på panden uden at blande det med noget og varmen smelter det nærmest og det bliver til en hård pandekage. Vi fik også lov til at forsøge os med at klatre efter Acai-bær. Problemet er bare at træet er ligesom en palme, meget høj og uden grene. Her mødte vi endnu en maskot, Anakondaen. Som vi selvfølgelig også holdte. Dog var den ca. 5 meter lang og behøvede derfor flere mennesker ad gangen.

Efter frokost tog vi til en anden lokal stamme, hvor vi spillede fodbold mod de lokale unge. Drengene mod drengene, Og pigerne mod pigerne. Gæt hvem der ikke vandt? Hahah… Efter kampene endte vi med at gå rundt i den lille landsby, hvor vi endte med at købe endnu flere souvenirers… UPS… Heldigvis blev vi kaldt til aftensmad før der kunne blive noget at blive brugt flere penge…

Efter middagen afholdte stammen en lille fest for os, det var jo ikke ligefrem TOGA på frederiksborg gymnasium, men det var hyggeligt. Jeg fik lært lidt samba, snakket en masse dansk og grinede over dansk humor, som jeg har savnet ÅH så meget… Vi kom tilbage til bådene omkring midnat og vi lavede ikke rigtig så meget… vi spillede lidt kortspil, lå på dækket og kiggede på stjerner. Så var det ellers op med køjerne og videre til drømmeland.

Den 23. april, stod vi MEGET tidelig op, for vi var ude og fiske efter piratfisk. Jeg ved ikke om I vil finde denne her historie morsom, måske er det en af de der ting man skal havet set for at kunne finde det sjovt, men nu får i den lige alligevel. En pige fra Mexico, sad oppe foran i båden, sammen med vores Rotary ansvarlige. Hun fangede en enorm piratfisk og den gjorde som forventet: den sprællede rundt i luften og ham Rotary-starutten blev vildt bange og prøvede at undgå at blive slasket i ansigtet af fisken. I al tumulten formåede han at undvige den, men fik overbalance og… PLASK! Så endte han ellers i vandet. Det var selvfølgelig ikke farligt, eller ville Rotary nok ikke lade en håndfuld klodsede, unger tage af sted. Men jeg bebrejder ham ikke, jeg ville havet tisset i bukserne af skræk. Men han var helt vildt rædselsslagen, så slemt at han næsten gik i krampe. Det endte med at vores Guide måtte hoppe i efter ham og skubbe ham op i båden. Han grinte til gengæld så meget at han ikke kunne komme op. Han havde to hænder på rælingen og sit hoved stikkende op, og er hang han i ti minutter fordi han ikke kunne stoppe med at grine. Men det endte jo alt sammen godt.

Efter morgenmad, svømmede vi med delfiner, eller vi rørte ved dem… det var vilde delfiner og var så sjovt nok ikke tamme, som dem du betaler for at svømme med. Men det var uden tvivl en oplevelse som jeg ikke vil glemme. Men jeg ked af at skuffe alle jer, som finder delfiner smukke… det er de måske på afstand, men tæt på er de godt nok noget af det hæsligste jeg længe har set… men hver sin smag, som man siger.

Vi ramte frokost tid og blev efterfulgt endnu engang sendt af sted på jagt efter en maskot. Denne gang var det ”O Picho Briguesa”, dovendyr. Vi holdt dem og de er nu meget søde, jeg følte mig helt hjemme igen, de minde mig sådan om min lillebror ;) Sorry, Thias, men den var oplagt :*

Den 24. april, slappede vi af og vi fik endte med at sejle til en lille strand. Vi spillede fodbold, tog sol, badede og slappede bare af. Vi sad på baderinge spændt fast på bagenden af en speedbåd, vi surfede og havde det bare godt. Vandet var så fantastisk smukt. Man kunne se hvordan farven gradvist gik fra helt klart, til gult, til orange og rødt, til nærmest mørk lilla og derefter sort. Vi foretog os ikke så meget andet den dag. Vi slappede af, samlede energi. Vi sluttede dagen med at se en dokumentar om Amazonas junglen, og så var det eller bare i seng.

Den 25. april, var guiderne meget generøse og lod og sove rigtig længe. Efter morgenmaden badede vi floden og jeg stod på ”Stand-up board”, som egentlig bare er et surfbræt og en paddel. Dog er det noget man kun kan foretage sig på helt roligt vand, så Amazonas floden var jo perfekt til den sag.

Efter frokost var vi ude og vandre inde i junglen og vi fik lov til at møde en rigtig grimmert. En kæmpe fugle edderkop. Glem hvad jeg sagde om at tisse i bukserne pga. piratfisk, jeg var tæt på at få brug for et helt andet udtryk. Vi blev introduceret til planter, og tyggegummi træet. Vi smagte på den saft det producerer, og fik den betrykkende information, at hvis du drikker nok af det klister dine indvolde sammen og så dør du… Vores guide, gjorde os rigtig bange i midten af det hele. Han bad os stoppe og fortalte os at meget tæt på os, til højre var der en kæmpe anakonda… Ingen af os, fattede rigtig hvorfor fa’en han så ville have os til at stoppe… der var jo en anakonda for pokker… Efter ca. ti minutter gik så op for at de også har en plante som hedder anakonda…. Den gør det samme som slangen, snore sig rundt om et andet træ og klemmer livet ud af det… eller nærmere stjæler dens sollys og energi… Vi lærte hvordan man tænder et bål uden tændstikker og lighter, af den gode grund at vi samme aften, efter aftensmaden, skulle sove i selve junglen.

Det hele gik sådan rimelig godt, indtil vi ankom til stedet vi skulle sove. Og så kom endnu en forhindring på vores eventyr…. Jeg fik en helt vild hovedpine, efterfulgt af kvalme og mavesmerter. Og så kom det jeg godt havde forudset. Jeg kastede op, alting. Ca. en halvtime efter mig, fik en anden det dårligt og så en til og en til, indtil vi var tyve mennesker syge. Lægen der var med os, konkulderede at vi alle havde fået madforgiftning. Så det var en meget søvnløs nat, med en rigtig dårlig luft i luften og en ekstrem dårlig mave…

Den 26. april. Dagen gryede og vi var stadig mange der havde det rigtig skidt, inkl. Mig selv. Men som dagen gik, fik alle det bedre, undtagen mig. Min tilstand ændrede sig ikke og de ansvarlige endte med at beslutte at en tur på hospitalet nok ikke ville skade mig. Det tog ca. halvanden time at sejle tilbage til byen med speedbåden. Vi ankom til hospitalet, hvor jeg blev undersøgt, efterfulgt af at lægerne lagde mig i drop i ca. 2 timer. Jeg blev diagnoseret med maveinfektion… det betød antibiotika, smertestillende og blodfortyndende piller i ca. 2 uger, hver 8. time. Heldigvis udskrev de mig samme aften, men de ville ikke have at jeg tog tilbage til båden før dagen efter. Så der blev der lige misset en hel dag af min tur…

Den 27. april, min ansvarlige og jeg sejlede tilbage til bådene omkring frokost tid, og jeg havde det meget bedre. Min mave gjorde stadig ondt og jeg hade stadig kvalme, men det ville ikke gå over før efter en uges tid (hvilket det så også gjorde). Jeg glemte helt at nævne: Jeg måtte ikke spise ting med for mange fedtstoffer i, for ikke at genere min mave… Dvs. det var to uger bestående af grønsager, frugt, brød, suppe og pasta… ingen kød, sodavand eller mælk… ØV! Men jeg kiggede på den lyse side, for jeg fik at vide, hvis jeg havde blevet syg i starten af turen, havde jeg blevet sendt tilbage til Aracaju.

Vi tilbragte resten af dagen med at, igen, bade i floden og bare slappe af, alle havde stadig brug for at komme sig over madforgiftningen. Vi begyndte også så småt at vende bådene tilbage med byen. For dagen efter skulle vi hjem igen. ØVØVØVØVØV! Et helt fantastisk eventyr var ved at nå sin ende, der havde været rigeligt med forhindringer og prøvelser undervejs, men vi klarede dem nu alligevel.

Den 28. april, Vi stressede rundt for at finde alle vores ting, få dem tørret så vi kunne pakke dem, men vi skulle jo også have tid til at sige farvel til hinanden. Bytte pins og badgets, udveksle visitkort og telefon numre, planlægge næste gang vi skulle ses og om det overhovedet kunne lade sig gøre mens vi stadig var i Brasilien eller om vi måtte vente til efter. Finde ud af hvem der boede hvor i landet, og om det i så faldet ville være muligt at se hinanden, hvem skal med til mødet i São Paulo i Juni osv, osv… Og i al tumulten, glemte jeg selvfølgeligt noget…. Jeg glemte min oplader til mit kamera… Fedt nok… ikke at det er noget stort, men det betyder bare at jeg bliver nød til at få den sendt til mig hele vejen fra syd, fordi den nu befinder sig i rejseselskabets hovedkontor…. Fantastisk…

Vi ankom i lufthavnen og de første skulle allerede rejse efter en time, så sprinklerne startede tideligt…. Og de lukkede ikke igen før jeg gik ombord på flyet… For når man bord på en båd med en masse andre mennesker, får man et tæt forhold til dem… man lærer hinanden at kende og man kan lige så godt droppe at have hemmeligheder, for på en lille båd som denne, kan alle høre hvad du siger. Jeg savner virkelig mine venner, mine roomies, min Amazonas familie. Og jeg glæder mig så meget til at skulle se de fleste af dem igen om to uger, til den internationale konference i São Paulo. Det var en fantastisk rejse, med masser af oplevelser, gode som dårlige, nye venner og genforeninger med gamle. Jeg har et helt andet perspektiv på regnskoven og dens værdiger. Jeg vidste jo godt at træerne og dyrene er i fare for udryddelse, fordi der bliver fældet træer og kæmpe områder udryddes. Men det virker bare så meget mere virkeligt når man har set med sine egne øjne og ikke på TV2News eller læst om det i avisen. Når man har set med sine egne øjne, de mange skatte naturen gemmer på, bliver det pludseligt nemmere at forstå at beskyttelse af skovene, ikke kun er pga. vores CO2 udslip… Denne tur har givet mig så mange ting, men ikke mindst: en kæmpe håndfuld minder, som jeg vil have med mig for evigt.

Tak mor of far, fordi jeg fik lov til at tage på denne rejse. Jeg elsker jer….

Nåååe, der troede I lige der ikke var mere… Nej jeg har lige lidt mere at fortælle om. Som jeg sagde i et opslag, jeg skrev for noget tid siden, så har jeg haft ful gang i rejserne de sidste uger. Jeg var til endnu et møde med rotary weekenden efter jeg kom tilbage fra Amazonas. Det var ikke rigtig noget vildt speciel. De studenter der rejser ud til sommer var der, og vi blev bedt om at lave en præsentation der fortæller lidt om udveksling. Vi endte med at lave to danse med tilknyttede sange og et par taler, med gode råd.

Som sagt var jeg ude og rejse med min værst familie, til nabo staten Bahia, på et luksus hotel. Det var helt igennem fantastisk. All-inclusive, sol og pool hver dag i 4 dage… aaaaah, mere er der ikke at sige om det. Ikke andet end at jeg har været meget heldig med min familier, for jeg har det helt fantastisk sammen med dem alle sammen.

Så i sidste uge, tog en spontan tur ud til min kusine, som bor ca 1½ time væk fra Aracaju. Og der lavede jeg ikke rigtig noget. Jeg hyggede mig med min tante og kusine, mødte nogle nye mennesker og fik mere sol ;). Min kusine og jeg hjalp til med at sætte de nyklækkede skildpadder fri ud i havet, for at være sikre på de fik sig en ordentlig start på livet. Det var en enorm fed oplevelse i sig selv.

Og nu kommer den triste del:

Folk begynder at rejse hjem nu. Den første rejste i dag og endnu en tager videre i morgen. Og mor, før du skriver mig endnu en besked om at jeg skal nyde den sidste tid her og jeg skal ikke tænke på at rejse hjem endnu, er det lidt svært når de mennesker der har været med dig i tykt og tyndt det sidste år, er på vej hjemad :P. Jeg vil jo helst gerne blive, tale sproget, spise maden og lytte til musikken, jeg glæder mig selvfølgelig til at se jer alle sammen igen, men altså:
 

Du forlader et liv du har opbygget over 17 år, i 11 måneder.

Du forlader et liv du har opbygget over 11 måneder, for evigt.

Hvilken en er sværest?

Undskyld for den sene opdatering, men som i kan se har jeg haft gang i mange ting. Udover alt det I lige har læst om, er jeg i gang med at planlægge, med mine forældre og min bedste ven her, at han skal besøge mig i tre måneder til vinter og det har også optaget noget tid. Hvilket jeg glæder mig super meget til, fordi han besøger mig ikke kun fordi han vil se mig, men fordi han gerne vil lærer dansk, opleve den danske kultur osv. Hvilket jeg synes er ret fedt.

Husk at tjekke fotogalleriet!

Men det er alt for nu. Jeg håber at I alle sammen har det rigtig godt.

Vi ses ’På den anden side’

Knus Camilla

Hej alle sammen!

Undskyld fordi jeg ikke har været så aktiv på det sidste, men nu får i jer lige en update. 

Så, jeg har været i nabostaten, til et rotary møde. det var rigtig fedt, plus jeg fik lov til at se nogle af de udvekslingsstudenter jeg ikke har set i længere tid. Det var super fantastisk. Dog blev jeg ædt op af myg. Jeg havde stik, hvor jeg ikke vidste man kunne få myggestik... Så det var ikke så charmerende. 

Der har været fødselsdage med vennerene fra skolen, en af mine gode veninder flyttede desværre til Salvador... og det var helt vildt nederen.

Vi havde påske ferie og min veninde Malena, som kommer fra Argentina tilbragte hele ferien hjemme hos mig. Det var helt vildt hyggeligt. 

Og så lige nu, holder jeg en pause fra pakkeriet. Jeg er nemlig på vej til Amazonas og jeg smutter på fredag eller lørdag. Jeg ved ikke hvornår endnu, grundet at rejse selskabet har lavet en bummert. Flyet jeg skulle med blev aflyst, så de ville have mig med et andet om fredagen. MEN! jeg ville så skulle betale næsten 1000kr. ekstra for en overnatning og taxi fra lufthavnen. Det skal lige siges at jeg har aldrig været i byen før, og ja, vi kender alle Brasilien, måske ikke det mest sikre sted på kloden. En blond turist i en by hun ikke kender, alene med en taxi... tror jeg ikke er den bedste ide. Så de arbejder lige pt. i at få mig en anden billet. Kryds fingre for mig! 
 

Nå men turen kommer til at vare 10 dage og efter fulgt af det skal jeg til endnu et Rotary møde i en nabostat, efterfulgt af en forlænget weekend tur med min værts familie. Det vil altså siger, at alle jer der går og vil snakke lidt skype eller lignende, skal gøre det nu ;) for jeg er uden for rækkevide de næste 3-4 uger. Men bare rolig, når jeg kommer hjem vil der være masser ting at læse om. Så puds lige læsebrillerne. 

OK, jeg tror det var det hele. Så pas på jer selv så længe! Vi snakkes ved om en måneds tid! 

Vi ses 'På Den anden side'
Knus 

Camilla <3 

Kære mormor,

I anledning af din 75 års fødselsdag, har jeg valgt at skrive et lille digt til dig, nu hvor jeg ikke kan være der sammen med dig. Af hele mit hjerte ønsker jeg dig en fantastisk dag, med alt hvad det indebærer og mere til. Jeg håber du får en dag til guldmedaljer og høje hurra.

Sørg nu for at nyde det og piske folk rundt, så de kan få fejret dig ordenligt, når nu jeg ikke kan gøre det.

Så håber jeg at din fest i lørdags var som den skulle være. Ud fra hvad jeg har hørt var det rigtig hyggeligt.

Søde kvinde, jeg skylder dig taknemlighed

Fordi du er en del af min virkelighed,

Verden bør vide

At jeg er glad for at have dig ved min side.

Søde kvinde, jeg takker dig for min mor

Jeg takker dig fordi jeg har en bror,

Jeg takker dig for min familie

Og jeg takker dig for din stærke vilje.

Søde kvinde, tak for din støtte

Tak fordi du altid vil lytte,

Tak for dine knus og dine kys

Tak for at skræmme mørket væk med dit lys.

Søde kvinde, jeg kan ikke vente

Til du mit nye jeg skal kende,

Jeg savner dig

Og jeg kan ikke vente til næste gang du omfavner mig.

Søde kvinde, Tillykke med dit 75. år

Og åh som tiden dog går,

Tak fordi du elsker mig

Og nu ved du, at jeg også elsker dig. 

Vi ses snart igen, Vi ses ’På Den Anden Side’

Jeg elsker dig,

Kæmpe knus

Camilla.

Hej Alle sammen!

Jeg vil gerne starte ud med at sige tusind tak til min søde Farmor og Farfar, for deres brev. Det blev jeg rigtig glad for!

Det lyder godt med jeres oslo tur, men det er lyder godt træls med jeres forkølelse. Jeg vil se frem til sommer og blive officielt voksen. ud og kører med de skører og alt det der.

Så var jeg til galla i går aftes (torsdag). Min lærer havde fået udgivet en bog og den havde fået relativ god succes. Så der blev holdt en bog signerings fest, som hele klassen blev inviteret til. Festen blev afholdt på et museum, som er en gammel bygning, fra da portugiserne først kom hertil. Det var helt fantastisk. Dog var vi kun en 8 stykker fra klassen, da det jo var en skole aften. Men regel nummer et for en udvekslingsstudent er at man aldrig skal sige Nej. Og den regel har jeg intentioner om at følge til punkt og prikke. 

Så har jg fået min nye værtsfamilie og jeg skifter i næsten weekend. Hvilket jeg glæder mig til. Jeg får lov til at prøve at være enebarn. Selvom jeg er rigtig glad for min nuværende familie. Men jeg kigger på den lyse side og har derfor besluttet, at jeg ikke kommer til at have mig en lillesøster, der render rundt i R'ven på mig. Samt jeg endelig får et værelse med aircondition for første gang hele året og mit eget badeværelse! yes! 

Så jeg skal spise middag med familien imorgen, det bliver spændende. 

Så har jeg fået den KÆMPE ære og er blevet valgt til at repræsentere mit distrikt til en international konference i São Paulo. Rotary repræsentaneter kommer fra hele verden, og studenter fra hele Brasilien. Masser af nye mennesker, muligheder og indtryk er på vej i min retning. 

Der er også lige godt under en måned til Amazonas turen, og glæder mig SÅ meget. Det kommer til at blive så fedt! 

Så har jeg påbegyndt et nyt projekt. Et skrive projekt vel at mærke. Baseret på de mennesker jeg har mødt og de oplevelser jeg har fået. Så mit udvekslingsår, bare omskrevet i bund og grund. I skal nok få lidt opdateringer angånde det, når der er mere at fortælle ;) 

Jeg håber I har fået nok med information, selvom jeg er blevet stikket til, fordi jeg ikke er så eftertænksom og dyb længere *eheem* mor *eheem*. Men jeg vil lige understrege, det er fordi jeg har fundet mig tilpads og min hverdag nu er så "normal" at jeg ikke længere har noget at undre mig over eller spekulere over. Bum bum du. 

Nå, men det er alt fra mig af i denne omgang. 

Vi ses 'På den anden side'

Knus 

Camilla

Hej alle sammen!

Dette her er ikke rigtig en update. Det er bare mig, som synes det var tid til at dele et digt jeg har arbejdet lidt på. Det er min deffinition af at rejse.

At rejse er smalle senge og små badeværelser. Det er et gammelt boks-TV og langsomt internet.

At rejse er ekstraordinære samtaler med almindelige mennesker. Det er tjenere, gas stations medarbejdere og stuepiger, der bliver de mest interessante mennesker i verden.

Det er kirker som er fortryllende og dragende nok til at træde ind i. Det er MC’donalds der bliver til en luksus.

Det er realiseringen af at du måske blev født i det forkerte land. At rejse er når et smil leder til en samtale på dårligt engelsk. Det er sandeheden om at smukke piger smiler på den samme måde over hele verden og at søde fyre bruger de samme score replikker lige meget hvor du går hen. At rejse er at give 10% i drikke penge og modtage et knus til gengæld.

At rejse er at have den samme hvide T-shirt på i morgen. At rejse er at blive beruset over et andet menneskes personlighed og få sin uskyld bestjålet af den vilde lyst til at opleve.

At rejse er at sidde bagerst i bussen sammen med et bundt fnisende fremmede. Det er en gade fyldt med rygsæk rejsende, som kigger ned på deres slidte kort. At rejse er at ønske en bid mere af hvad end det nu lige var og en tår mere af hvad du fik for et øjeblik siden.

Det er genopdagelsen af at udforske til fods. Det er at dele historier, grin og måske en flaske vin med en ny ven. Det er at tage det næste tog og stå af på endestationen. Hvor end det nu er. Det er at tale med det gamle ægtepar der sidder ved siden af dig i flyveren, og dem der dele deres historier og livs erfaringer med dig. At rejse er ”Måske behøver jeg ikke at gøre DÉT når jeg kommer hjem”. Det er ønsket om at studere over søs i et års tid.

At rejse er at den så kaldte ”30 års alder” burde blive strippet fra sin titel. At det aldrig er for sent at opdage nye steder, gamle cafeer på en lille sidevej, nye sider af sig selv og læse en gammel bog om hvordan du laver Paelhja.
 

At rejse er at leve og at livet er det største eventyr. Men det er et eventyr du selv skal skrive. 

Hej alle sammen!

Jeg synes lige at det var anledning til et opslag. 

I dag er det gået 6 måneder. Og jeg er ret stolt af mig selv. 6 måneder uden alle jer derhjemme. Mor og Far, Mathias, sofie og resten af vennerne. Det vil jo så sige at der "kun" er fem måneder tilbage. Jeg ved godt det er lang tid, men om tre måneder er der kun to måneder tilbage, og dét er kort tid. Og det gør mig faktisk lidt ked af det. For nu har jeg endlig styr på sproget, jeg har fået så mange brasilianske venner og jeg har det bare vildt godt. Selvfølgelig glæder jeg mig til at komme hjem og se jer alle sammen igen, uden tvivl, men jeg er på ingen måde klar tl at tage hjem. Og det bliver jeg nok heller ikke, selvom jeg har fem måneder til at vende mig til tanken. 

ud over det er der noget andet der har slået mig: Jeg fylder 18 når jeg kommer hjem... Gal jeg bliver jo gammel, haha. Sikke meget jeg bliver udsat for. Så skal jeg jo til at tage kørerkort, og betale alt selv. Så gider de gamle sku nok ikke dække mig så meget længere. 

Så liiiige en kommentar til din besked, Bente ;) Du kan da ikke forvente at jeg kan finde ud af hvad min julegave er, når alt fotoet betår af er en blå firkant. Du er en bisse, er du. 

Til resten af jer, kunne jeg da rigtig godt tænke mig at få lidt flere kommentare i gæstebogen ;) hører hvad i mener om hvad jeg skriver og laver, hører hvordan i alle går og har det og hvad i render og laver.

Mor og Far, mange tak fordi i har givet mig denne her chance. Jeg ville ikke være hvor jeg er nu uden jer. Jeg ville ikke være den jeg er i dag uden jeres råd og vejledning. Selvom jeg har det fantastisk, så savner jeg jer hver dag og glæder mig til at komme hjem til jer. Jeg håber i har det rigtig godt! Jeg elsker jer over alt på jorden. 

Vi ses 'På den anden side'

Kæmpe kram og knus

Camilla

Hejsa Alle sammen!

Her har i så endnu en update:

Så jeg var på bådtur med Rotary i torsdags. Det startede ud ret så fedt. Solen skinnede fra skyfri himmel, vi havde musik og godt humør. Vi var på en lækker katamaran, og det var (næsten) alle mine ynglings personer. forskellen mellem denne gang og sidse gang var at vi denne gang skulle ud på åbent hav. 

Nå, men som sagt så gik det hele som det skulle til at starte med. Ser i, haven ligger i en flod som fører ud til havet og vandet var stille og roligt. Men som vi kom længere ud og forlod læ siden, blev vinden kraftigere og bølgerne større. Og vi kan nu sætte kryds ved at jeg har oplevet at blive ekstremt søsyg. Mere i detaljer behøver jeg vel ikke at gå. Så derfra har jeg ikke så meget at fortælle.

Til gengæld, var vi på weekend tur, bare studenterne fra Aracaju og deres familier. Det var super hyggeligt. Vi tog til en nabo by ca. to timer væk. Og vi boede i et KÆMPE hus, jeg vil næsten hellere kalde det for et hotel. Poolen var helt vild "grande", der var 18 sove værelser, 11 toiletter, undskyld mit sprog, men hvem fanden har brug for 11 lokumer!? "Undskyld, må jeg låne dit toilet", "Ja, klart, hvliket vil du helst bruge?" jeg mener helt seriøst hahahahah, Man skulle næsten lave et område kort ved hovedindgangen og en stor rød prik: HER ER DU. 

ej, men det var rigtig sjovt. Vi så sol ned gangen fra en kæmpe bakke top og det var så smukt. I kan slet ikke forestille jer det.

Vi modtog også en ny pige i lørdags. Fra Agentina. Hun er rigtig sød, hun er en dem vi kalder "Mid-term students". Grundlæggende når en student kommer halvvejs igennem året. Hun skal så blive til næste Januar. Hun bliver, hvad Lily(Pigen fra Australien) var for os. Vores "mor" eller en så kaldt guide eller mentor. 

Så var vi ude og vandre. I ca. 4 timer. Mest i skov område. det var en begivenhedsrig tur. Vi startede med at en af de voksne skulle "slå en streg" og det viste sig der var en bi-bo lige ved siden af, så vi løbet lidt der. vi slap heldigvis helskinnet fra det. Så kom vi ud på en lidt mere... stejlt gå tur. Vi havde set nogle af forældrene gå rundt med tov og vi forstod ikke hvad det var til. Indtil de stoppede ved en MEGET stejl bakke og bandt det fast til et træ. Herefter begyndte de at bevæge sig ned og råbte efter os, at vi bare skulle gå i gang. 

Da vi endlig nåede bunden gik vi ca. 100 meter og så ankom vi til det smukkeste vandfald. vi badede... eller drenge gjorde. Vi kladterede op ad vandfaldets "vægge" og nøj hvor var det fantastisk. 

Efter ca. en time tog vi tilbage. Op ad bakken og den lange gå tur tilbage til bilerne. 

tilbage til weekend turen: Så er der faktisk ikke så meget andet at fortælle. Vi slappede af, hyggede og spillede Just-dance i 6 timer. 

Så modtog jeg et brev fra 'OS'. Og nøj hvor er I Træls! så giver i mig ikke en gang et billede af min jule gave. Bare en blå firkant. IIIIIH. Men tak for kortet, de søde små hilsner og ikke mindst LAKRIDSERNE!!!!! <3 glædelig sen bagjul til mig, hahah. Tusind tak igen alle sammen. Hilsnerne varmede rigtig meget :* <3

Som i nok så, så er en del af titlen: En lille udfordring. Den er ikke så lille som jeg har skrevet. Som I nok ved, er det meget normalt at tage et par kilo på når man er på udveksling. Jeg har rundet de 5/6 kg nu. Rimelig ok hvis jeg selv skal sige det. 1 kg om måneden. Meeeeen jeg kunne nu godt tænke mig at holde mig til min nuværende størrelse. Og hvis jeg tager et kilo på om måneden ender jeg med at tage ret meget på inden jeg kommer hjem. SÅ: Jeg er begyndt i fitness center. Jeg holder mig fra usunde sager. Drikker masser og masser af vand, så jeg kan komme tilbage til min normal vægt og tilbage til lille Danmark uden at ligne en strandet hval. 
Ønsk mig held og lykke. For jeg kører nemlig om 10 minutter ;)

Vi ses 'På den anden side'

Knus og kram

Camilla