Amazonas

Kære alle sammen!

Så nu fik jeg ENDELIG taget mig sammen til at skrive et blogindlæg om min tur til Amazon junglen. BRACE YOURSELF! For der er masser at læse om…

Det var en fantastisk tur, et kæmpe eventyr, en oplevelse jeg vil leve højt på resten af livet og en rejse der har ændret mit liv. Dog er ingen eventyr uden forhindringer. Men lad os komme til sagen, for i kommer ikke til at mangle nogle detaljer what so ever.

Så som sagt har alle eventyr sine forhindringer. Mit eventyr startede ud med en stor en. Så lad os springe "Der var engang"-delen over. Introen har alligevel altid været den del af et eventyr jeg hadede mest. Men altså: Flybilletten blev ændret og selvskabet ville have mig til at købe en ekstra nat på et 5-stjernet hotel. Hvis man kender mig bare en lille smule, ved man at finder jeg mig ikke i det og skriver til min rejse agent. Hun fortalte mig tidligere, at alle former for ændringer i min rejse er selskabet ansvarlige for og derfor burde det inkludere en hotelovernatning. Jeg fik til sidst min vilje og så tog jeg ellers af sted med min kuffert i skinnede plastik, på den hvide flyver. 

Efter en 10 timers lang rejse, ankom jeg og to andre udvekslings studenter til byen Manaus, klokken 2 om natten lørdag den 18. april... Rejse selskabet mødte os der og eskorterede os til hotellet. vi blev indlogeret og intet andet skete den aften. 

Den 18. til den 20. april skete der så mange ting. En masse nye mennesker, nye venner og gamle venner. Henover eftermiddagen den 18., ankom de andre 67 udvekslings studenter. Hele kavaleriet ankom på en gang og det var vildt forvirrende. Men det var rigtig godt at se nogle nye ansigter. Tag ikke fejl, jeg holder rigtig meget af studenterne fra min egen by, men vi er sammen hele tiden, så friske ansigter er altid velkomne. Især den danske slags. Og der var, inkl. mig, ti af slagsen. Ud over dem, var der en hel masse mennesker som også kom fra NORBREX-distriktet, som er mit distrikt. Det er kæmpe stort og udgør hele Nordbrasilien. Af den grund ser jeg ikke dem ikke så tit. Så det meste af dagen gik med indtjekning og genforeninger. Samme aften var der orienterings møde, med de ansvarlige, rejse guiderne osv. 

Søndag morgen tjekkede vi ud... 70 mennesker på en gang, forstil jer lige et kaos det var. Nå men, med det overstået, blev vi send videre på vores eventyr. Og vi endte op på et marked, hvor der blev solgt alt fra fisk og krabber til panfløjter.

Videre gik turen så til det næste hotel. Ikke lige så fancy som det første… overhovedet. Vi boede i små hyggelige, hytter uden aircondition, men man kan jo ikke få det hele. Ankomsten blev efterfulgt af frokost, som ikke var noget specielt for at være helt ærlig, men det var mad. Kort efter dette, tog vi på en ”lille” gå tur. Samme aften var vi ude og vandre ca. 8 km i junglen. Vi gik ind i en grotte, med flagermus flyvende rundt over vores hoveder og kæmpe edderkopper kravlende på væggene. Da guiden bedte os slukke vores lygter, blev det er rigtigt scenarie fra en gyserfilm. Vandet der dryppede var væggene og ramte det ca. 5 centimeter dybe vand på gulvet, lyden af flagermusene og det faktum at der sad edderkopper på væggene og loftet. Og så synes en af tyskerne at det var sjovt at kører en meget tynd gren over nakken på mig, så det føltes som en edderkop… Da vi endelig fik lov at tænde lyset igen sagde guiden, så længe vi stod i vandet behøvede vi ikke at være bange for edderkopperne. Ja det er nemt at sige… Vi forlod grotten og forsatte med at gå i vand…. Dybere og totalt uklart, fantastisk. Nej, det var en fed oplevelse. Da vi endelig kom tilbage på fast grund, blev vi bedt om at slukke lygterne og holde hinanden i hænderne. Som sagt så gjort. Vi kiggede på himlen og selvom det var svært at se stjerne bag trækronerne, så var de der. Og det var virkelig en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Lyden af junglens dyr, stjernerne der skinnede igennem trætoppene… Det lyder måske ikke så specielt, men det var bare en af de der øjeblikke jeg altid vil huske. Ham der gik foran mig var så optaget af et eller andet, så han glemte at se hvor han guidede mig hen og jeg endte med at rende ind i et træ. Og nej, det er ikke sjovt, så smør grinet af :P

Nå men altså, vi endte i en anden grotte, hvor et vandfald løb ned i midten af det hele. Vi fik lov til at bade under det, selvom mange valgte ikke at gøre det… Dumt hvis I spørger mig, hvor mange gange i livet for man en chance for at bade i et vandfald i Amazonas junglen? Som i nok kan gætte, gjorde jeg det.

Drivende våde og møgbeskidte, gik vi til busserne og kørte tilbage til ”slottet”. Vi fik taget os et bad og gik til aftensmad, hvor vi blev overrasket af en gruppe dansere, som gav os en forestilling af traditionelle stamme danse. Samme aften valgte vi både. Jeg endte på båden ”Jacaré” som betyder krokodille.

Næste dag, samme rutine som med det første hotel. Dog inden vi tjekkede ud, gik vi en tur i skoven. Vi endte op et af de smukkeste steder jeg længe har set. Et kæmpe vandfald løb brusende på min højre side og på min venstre side, var junglen i al dens pragt. Da vi nåede til destinationen, oppede vi i floden… tre meter over vandoverfladen skulle jeg måske lige tilføje… Dog efter ca. 2 timers fjollen rundt, tog vi tilbage til hotellet. Der blev spist frokost, pakket og tjekket ud. Turen gik videre. Denne gang skulle vi bare ikke til et nyt hotel, denne gang gik turen til bådene! Turens højdepunkt.

Vi kom ud på bådene og så gik eventyret ellers rigtigt i gang. Vores første dag på bådene, blev brugt på at lære vores nye ”rommies” at kende og ellers bare slappe af. Vi så hvor de to floder mødtes, Rio Negro og Rio Amazonas. Den ene halvdel sort og den anden, brunlig. Nå, men som sagt skete der ikke meget mere den dag. Vi fik hængt vores hængekøjer op, nævnte jeg det? Vi sov i hængekøjer. Det var måske ikke meget søvn jeg fik i den uges tid jeg var af sted, men jeg sov i det mindste rigtig godt. Plus jeg måtte tage den med hjem efter.

Den 21. april brugte vi det meste af dagen ved at besøge en indianer stamme. Vi blev undervist i deres skikke, vi blev vist rundt og oplevede hvordan en indianer stamme i det enogtyvendeårhundrede fungere. For de har hverken telefoner eller internet. Hvilket var den samme livsstil vi havde mens vi var på bådene. Ingen WIFI, ingen service dækning, hvilket vil sige ingen 3G. Det var ikke et problem, jeg klager ikke. Det var faktisk en befrielse. Ikke at skulle bekymre sig om at skrive med en masse folk, bare at cutte kontakten til omverdenen i en uges tid. Jeg nød i hvert fald turen meget mere ved ikke at kunne SMS folk. Nå, men tilbage til indianer stammen: til slut havde de en masse ting til salg, sådan ting de selv havde lavet. Jeg endte med at købe en kokosnød BH, det er nok spild af penge et eller andet sted, men man er jo kun i Amazonas én gang. Hvornår for jeg chancen for at køb sådan en igen? Hahah….

Samme aften var vi ude og jagte vores maskot… eller i hvert fald min båds maskot, O Jacaré, for at I ikke skal rulle op igen, vi jagtede krokodiller. Ikke på den måde man kunne tro selvfølgelig. Bare for at tage billeder. Det var en meget speciel oplevelse, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal putte ord på det…

Den 22. April, Tog vi til et sted man kalder ’Casa da Farinha’, som er en familie eget farm, eller hvad man nu vil kalde det, hvor man producere korn, som bla. Tapioca og mel. Tapioca er en type mel, som man kan stege på panden uden at blande det med noget og varmen smelter det nærmest og det bliver til en hård pandekage. Vi fik også lov til at forsøge os med at klatre efter Acai-bær. Problemet er bare at træet er ligesom en palme, meget høj og uden grene. Her mødte vi endnu en maskot, Anakondaen. Som vi selvfølgelig også holdte. Dog var den ca. 5 meter lang og behøvede derfor flere mennesker ad gangen.

Efter frokost tog vi til en anden lokal stamme, hvor vi spillede fodbold mod de lokale unge. Drengene mod drengene, Og pigerne mod pigerne. Gæt hvem der ikke vandt? Hahah… Efter kampene endte vi med at gå rundt i den lille landsby, hvor vi endte med at købe endnu flere souvenirers… UPS… Heldigvis blev vi kaldt til aftensmad før der kunne blive noget at blive brugt flere penge…

Efter middagen afholdte stammen en lille fest for os, det var jo ikke ligefrem TOGA på frederiksborg gymnasium, men det var hyggeligt. Jeg fik lært lidt samba, snakket en masse dansk og grinede over dansk humor, som jeg har savnet ÅH så meget… Vi kom tilbage til bådene omkring midnat og vi lavede ikke rigtig så meget… vi spillede lidt kortspil, lå på dækket og kiggede på stjerner. Så var det ellers op med køjerne og videre til drømmeland.

Den 23. april, stod vi MEGET tidelig op, for vi var ude og fiske efter piratfisk. Jeg ved ikke om I vil finde denne her historie morsom, måske er det en af de der ting man skal havet set for at kunne finde det sjovt, men nu får i den lige alligevel. En pige fra Mexico, sad oppe foran i båden, sammen med vores Rotary ansvarlige. Hun fangede en enorm piratfisk og den gjorde som forventet: den sprællede rundt i luften og ham Rotary-starutten blev vildt bange og prøvede at undgå at blive slasket i ansigtet af fisken. I al tumulten formåede han at undvige den, men fik overbalance og… PLASK! Så endte han ellers i vandet. Det var selvfølgelig ikke farligt, eller ville Rotary nok ikke lade en håndfuld klodsede, unger tage af sted. Men jeg bebrejder ham ikke, jeg ville havet tisset i bukserne af skræk. Men han var helt vildt rædselsslagen, så slemt at han næsten gik i krampe. Det endte med at vores Guide måtte hoppe i efter ham og skubbe ham op i båden. Han grinte til gengæld så meget at han ikke kunne komme op. Han havde to hænder på rælingen og sit hoved stikkende op, og er hang han i ti minutter fordi han ikke kunne stoppe med at grine. Men det endte jo alt sammen godt.

Efter morgenmad, svømmede vi med delfiner, eller vi rørte ved dem… det var vilde delfiner og var så sjovt nok ikke tamme, som dem du betaler for at svømme med. Men det var uden tvivl en oplevelse som jeg ikke vil glemme. Men jeg ked af at skuffe alle jer, som finder delfiner smukke… det er de måske på afstand, men tæt på er de godt nok noget af det hæsligste jeg længe har set… men hver sin smag, som man siger.

Vi ramte frokost tid og blev efterfulgt endnu engang sendt af sted på jagt efter en maskot. Denne gang var det ”O Picho Briguesa”, dovendyr. Vi holdt dem og de er nu meget søde, jeg følte mig helt hjemme igen, de minde mig sådan om min lillebror ;) Sorry, Thias, men den var oplagt :*

Den 24. april, slappede vi af og vi fik endte med at sejle til en lille strand. Vi spillede fodbold, tog sol, badede og slappede bare af. Vi sad på baderinge spændt fast på bagenden af en speedbåd, vi surfede og havde det bare godt. Vandet var så fantastisk smukt. Man kunne se hvordan farven gradvist gik fra helt klart, til gult, til orange og rødt, til nærmest mørk lilla og derefter sort. Vi foretog os ikke så meget andet den dag. Vi slappede af, samlede energi. Vi sluttede dagen med at se en dokumentar om Amazonas junglen, og så var det eller bare i seng.

Den 25. april, var guiderne meget generøse og lod og sove rigtig længe. Efter morgenmaden badede vi floden og jeg stod på ”Stand-up board”, som egentlig bare er et surfbræt og en paddel. Dog er det noget man kun kan foretage sig på helt roligt vand, så Amazonas floden var jo perfekt til den sag.

Efter frokost var vi ude og vandre inde i junglen og vi fik lov til at møde en rigtig grimmert. En kæmpe fugle edderkop. Glem hvad jeg sagde om at tisse i bukserne pga. piratfisk, jeg var tæt på at få brug for et helt andet udtryk. Vi blev introduceret til planter, og tyggegummi træet. Vi smagte på den saft det producerer, og fik den betrykkende information, at hvis du drikker nok af det klister dine indvolde sammen og så dør du… Vores guide, gjorde os rigtig bange i midten af det hele. Han bad os stoppe og fortalte os at meget tæt på os, til højre var der en kæmpe anakonda… Ingen af os, fattede rigtig hvorfor fa’en han så ville have os til at stoppe… der var jo en anakonda for pokker… Efter ca. ti minutter gik så op for at de også har en plante som hedder anakonda…. Den gør det samme som slangen, snore sig rundt om et andet træ og klemmer livet ud af det… eller nærmere stjæler dens sollys og energi… Vi lærte hvordan man tænder et bål uden tændstikker og lighter, af den gode grund at vi samme aften, efter aftensmaden, skulle sove i selve junglen.

Det hele gik sådan rimelig godt, indtil vi ankom til stedet vi skulle sove. Og så kom endnu en forhindring på vores eventyr…. Jeg fik en helt vild hovedpine, efterfulgt af kvalme og mavesmerter. Og så kom det jeg godt havde forudset. Jeg kastede op, alting. Ca. en halvtime efter mig, fik en anden det dårligt og så en til og en til, indtil vi var tyve mennesker syge. Lægen der var med os, konkulderede at vi alle havde fået madforgiftning. Så det var en meget søvnløs nat, med en rigtig dårlig luft i luften og en ekstrem dårlig mave…

Den 26. april. Dagen gryede og vi var stadig mange der havde det rigtig skidt, inkl. Mig selv. Men som dagen gik, fik alle det bedre, undtagen mig. Min tilstand ændrede sig ikke og de ansvarlige endte med at beslutte at en tur på hospitalet nok ikke ville skade mig. Det tog ca. halvanden time at sejle tilbage til byen med speedbåden. Vi ankom til hospitalet, hvor jeg blev undersøgt, efterfulgt af at lægerne lagde mig i drop i ca. 2 timer. Jeg blev diagnoseret med maveinfektion… det betød antibiotika, smertestillende og blodfortyndende piller i ca. 2 uger, hver 8. time. Heldigvis udskrev de mig samme aften, men de ville ikke have at jeg tog tilbage til båden før dagen efter. Så der blev der lige misset en hel dag af min tur…

Den 27. april, min ansvarlige og jeg sejlede tilbage til bådene omkring frokost tid, og jeg havde det meget bedre. Min mave gjorde stadig ondt og jeg hade stadig kvalme, men det ville ikke gå over før efter en uges tid (hvilket det så også gjorde). Jeg glemte helt at nævne: Jeg måtte ikke spise ting med for mange fedtstoffer i, for ikke at genere min mave… Dvs. det var to uger bestående af grønsager, frugt, brød, suppe og pasta… ingen kød, sodavand eller mælk… ØV! Men jeg kiggede på den lyse side, for jeg fik at vide, hvis jeg havde blevet syg i starten af turen, havde jeg blevet sendt tilbage til Aracaju.

Vi tilbragte resten af dagen med at, igen, bade i floden og bare slappe af, alle havde stadig brug for at komme sig over madforgiftningen. Vi begyndte også så småt at vende bådene tilbage med byen. For dagen efter skulle vi hjem igen. ØVØVØVØVØV! Et helt fantastisk eventyr var ved at nå sin ende, der havde været rigeligt med forhindringer og prøvelser undervejs, men vi klarede dem nu alligevel.

Den 28. april, Vi stressede rundt for at finde alle vores ting, få dem tørret så vi kunne pakke dem, men vi skulle jo også have tid til at sige farvel til hinanden. Bytte pins og badgets, udveksle visitkort og telefon numre, planlægge næste gang vi skulle ses og om det overhovedet kunne lade sig gøre mens vi stadig var i Brasilien eller om vi måtte vente til efter. Finde ud af hvem der boede hvor i landet, og om det i så faldet ville være muligt at se hinanden, hvem skal med til mødet i São Paulo i Juni osv, osv… Og i al tumulten, glemte jeg selvfølgeligt noget…. Jeg glemte min oplader til mit kamera… Fedt nok… ikke at det er noget stort, men det betyder bare at jeg bliver nød til at få den sendt til mig hele vejen fra syd, fordi den nu befinder sig i rejseselskabets hovedkontor…. Fantastisk…

Vi ankom i lufthavnen og de første skulle allerede rejse efter en time, så sprinklerne startede tideligt…. Og de lukkede ikke igen før jeg gik ombord på flyet… For når man bord på en båd med en masse andre mennesker, får man et tæt forhold til dem… man lærer hinanden at kende og man kan lige så godt droppe at have hemmeligheder, for på en lille båd som denne, kan alle høre hvad du siger. Jeg savner virkelig mine venner, mine roomies, min Amazonas familie. Og jeg glæder mig så meget til at skulle se de fleste af dem igen om to uger, til den internationale konference i São Paulo. Det var en fantastisk rejse, med masser af oplevelser, gode som dårlige, nye venner og genforeninger med gamle. Jeg har et helt andet perspektiv på regnskoven og dens værdiger. Jeg vidste jo godt at træerne og dyrene er i fare for udryddelse, fordi der bliver fældet træer og kæmpe områder udryddes. Men det virker bare så meget mere virkeligt når man har set med sine egne øjne og ikke på TV2News eller læst om det i avisen. Når man har set med sine egne øjne, de mange skatte naturen gemmer på, bliver det pludseligt nemmere at forstå at beskyttelse af skovene, ikke kun er pga. vores CO2 udslip… Denne tur har givet mig så mange ting, men ikke mindst: en kæmpe håndfuld minder, som jeg vil have med mig for evigt.

Tak mor of far, fordi jeg fik lov til at tage på denne rejse. Jeg elsker jer….

Nåååe, der troede I lige der ikke var mere… Nej jeg har lige lidt mere at fortælle om. Som jeg sagde i et opslag, jeg skrev for noget tid siden, så har jeg haft ful gang i rejserne de sidste uger. Jeg var til endnu et møde med rotary weekenden efter jeg kom tilbage fra Amazonas. Det var ikke rigtig noget vildt speciel. De studenter der rejser ud til sommer var der, og vi blev bedt om at lave en præsentation der fortæller lidt om udveksling. Vi endte med at lave to danse med tilknyttede sange og et par taler, med gode råd.

Som sagt var jeg ude og rejse med min værst familie, til nabo staten Bahia, på et luksus hotel. Det var helt igennem fantastisk. All-inclusive, sol og pool hver dag i 4 dage… aaaaah, mere er der ikke at sige om det. Ikke andet end at jeg har været meget heldig med min familier, for jeg har det helt fantastisk sammen med dem alle sammen.

Så i sidste uge, tog en spontan tur ud til min kusine, som bor ca 1½ time væk fra Aracaju. Og der lavede jeg ikke rigtig noget. Jeg hyggede mig med min tante og kusine, mødte nogle nye mennesker og fik mere sol ;). Min kusine og jeg hjalp til med at sætte de nyklækkede skildpadder fri ud i havet, for at være sikre på de fik sig en ordentlig start på livet. Det var en enorm fed oplevelse i sig selv.

Og nu kommer den triste del:

Folk begynder at rejse hjem nu. Den første rejste i dag og endnu en tager videre i morgen. Og mor, før du skriver mig endnu en besked om at jeg skal nyde den sidste tid her og jeg skal ikke tænke på at rejse hjem endnu, er det lidt svært når de mennesker der har været med dig i tykt og tyndt det sidste år, er på vej hjemad :P. Jeg vil jo helst gerne blive, tale sproget, spise maden og lytte til musikken, jeg glæder mig selvfølgelig til at se jer alle sammen igen, men altså:
 

Du forlader et liv du har opbygget over 17 år, i 11 måneder.

Du forlader et liv du har opbygget over 11 måneder, for evigt.

Hvilken en er sværest?

Undskyld for den sene opdatering, men som i kan se har jeg haft gang i mange ting. Udover alt det I lige har læst om, er jeg i gang med at planlægge, med mine forældre og min bedste ven her, at han skal besøge mig i tre måneder til vinter og det har også optaget noget tid. Hvilket jeg glæder mig super meget til, fordi han besøger mig ikke kun fordi han vil se mig, men fordi han gerne vil lærer dansk, opleve den danske kultur osv. Hvilket jeg synes er ret fedt.

Husk at tjekke fotogalleriet!

Men det er alt for nu. Jeg håber at I alle sammen har det rigtig godt.

Vi ses ’På den anden side’

Knus Camilla